Pendler-familien er den nye form for udstationering

Udstationering er stadig den mest effektive vej til at tilføre de nødvendige kompetencer i en virksomheds udenlandske afdeling. Også selv om verden udvikler sig, og vi kan kommunikere nemt på et hav af virtuelle platforme.

Men hvad betyder en international udstationering for familien?

I den ”traditionelle” version rejser hele familien ud sammen med den udstationerede medarbejder. Udstationerings-pakken omfatter så en god bolig, udgifter til skole og evt. en plan for den baglandskvinde/mand, der ikke arbejder.

Det sidste er nu alt for sjældent, og eftersom mange familier i dag består af to mennesker, der hver for sig har en karriere, de værdsætter, skal der tænkes i nye baner. 

Valget falder derfor stadig oftere på pendler-versionen, hvor den udstationerede medarbejder rejser alene afsted, og resten af familien bliver hjemme i Danmark – eller hvor i verden ”hjemme” nu er.  Den udstationerede medarbejder ”pendler” så mellem arbejdsland og hjemland. En sidegevinst ved den løsning er, at den er langt billigere for virksomheden.

Men falder valget på denne løsning, betyder det ikke, at udfordringerne for familien forsvinder.  Herunder er der 6 ting, det er vigtigt at tage stilling til som familie, hvis I overvejer en udstationering i pendler-versionen.

1. Hvordan skal kommunikationen foregå i dagligdagen?

Der er et utal af virtuelle kommunikations-platforme i dag. Fælles for dem er, at de giver øjeblikkelig kontakt, også visuelt. Det er en gave. Men det kan også være en belastning, hvis den, der er ude, lukker op for alt og alle altid. Find en passende balance.

Ligesom i den ’virkelige verden’ er det i de tætte relationer, ofte til ægtefælle og børn, man har behov for at holde daglig kontakt. Her er fx Skype nyttig. Det er ikke ualmindeligt, at den udstationerede koordinerer sin middag med familien, og at man så spiser sammen via Skype.  Det er en god måde at dele hverdag med hinanden.

Kan man få den ældre generation til at bruge fx Skype, kan det lette meget dårlig samvittighed ved at være langt væk. Her i huset kommunikerer vi hver uge via Skype med mine svigerforældre på 92 år og min far på 90 år.

En lukket familiegruppe på Facebook er en model, der giver mulighed for at nå lidt længere ud – til søskende, tanter, onkler og de helt nære venner. Her deler familien de dagligdagsting, andre synes er trivielle; ungernes årskarakterer, middage med venner, billeder fra hverdagen, den udstationeredes gøren og laden i detaljer, som ”ikke-familie” vil synes er pral.

Det er alt sammen noget som gør, at man kan følge med og ikke skal bruge lang tid på at forklare, hvordan hverdagen er, når man mødes fysisk.

Men vær opmærksom på, at de virtuelle platforme på ingen måde kan erstatte fysisk samvær. Der er alt for mange følelser, der bliver sorteret fra, og alle, der har prøvet at skændes over Skype, ved, hvor svært det er.  Så få lavet nogle gode aftaler på forhånd om, hvordan I håndterer konflikter. Og pas på med at udskyde rejser hjem, fordi der kommer arbejde i vejen.

2. Hvad gør vi med de opgaver, den udsendte plejer at være ansvarlig for i familien?

Måske lyder det umiddelbart ikke som et problem, men jeg vil alligevel opfordre til at kigge den praktiske dagligdag efter i sømmene.

Et fornuftigt par har som regel delt hjemmets opgaver mellem sig efter evner og lyst. Så den, der rejser ud, efterlader sig opgaver, som den anden ikke har lyst eller evner til at varetage. Det er derfor en god idé helt lavpraktisk at få snakket igennem, hvordan tingene løses. Skal der fx hyres nogen til at rense tagrenden og slå græs?

I én familie var det fx den, der lavede mad, der rejste. Løsningen her var at bruge flere penge på sunde, færdiglavede retter. I en anden familie blev der hyret unge mennesker til at aflevere børn om morgenen.

Bliver aftalen, at opgaverne skal vente til den udeboende er hjemme, skal man være opmærksom på, at det kan give stress i den korte weekend eller ferie, man har sammen.

3. Acceptér, at der vil være to sociale liv

Det er en uomtvistelig ting. Og det kan ikke anbefales at sætte sit sociale liv på stand by, fordi man ”mangler” den anden til at dele oplevelserne med. Det bliver for kedeligt og kommer til at smage af, at man ofrer sig, og det fører ikke noget godt med sig overhovedet.

Det bedste er at se på situationen som en berigelse af dagligdagen. Få set de film og hørt de koncerter, som partneren ikke kan lide. Måske er det ikke parmiddage, men venner og veninder fra gamle dage, du skal prioritere.

Den, der er ude, vil få en helt ny omgangskreds, ofte mennesker man aldrig ville have mødt i Danmark, og man vil have fælleskabet omkring det at bo og arbejde i det specifikke land som omdrejningspunkt. De fællesskaber blive ofte tætte, og man deler noget, som det vil være svært for udenforstående at leve sig ind i.

Så acceptér som par, at I gennem en periode lever to forskellige sociale liv. Og husk at informere hinanden om, hvad der sker og med hvem. Åbenhed og information giver tryghed i den anden ende af Skypen.

4. Er det kun den udeboende, der skal pendle?

Tænk over, om modellen kan være, at den, der bor ”hjemme”, også kommer på besøg ”ude” – så det er lige så naturligt at pendle den ene som den anden vej. Det har jeg set med god succes i flere familier.

Det er naturligvis mest enkelt i familier, hvor den, der bor i Danmark, enten har opgaver i det pågældende land eller kan arbejde hjemmefra.

Gør man det sidste, er det vigtigt at få kommunikeret til sin arbejdsplads, at man ikke er ”på ferie”, men reelt tager hjemmearbejdsdage. Det er så bare i det land, hvor ægtefællen arbejder.  Det kan være lidt svært at forstå for folk, der ikke har international erfaring, så brug e-mail og Skype til at gøre dig synlig, når du arbejder ”hjemme” fra et ”eksotisk” sted.

5. Del erfaringer med andre i samme situation

Som nævnt i punkt 4, så kan det være svært for andre, der ikke selv har rejst, at forstå, hvordan hverdagen i en pendler-familie er.

De andre ser kun alle de dejlige flyture, spændende lande og Facebook-opdateringer fra interessante begivenheder (derfor også min opfordring til at lave en lukket gruppe for dem, der har en ægte interesse i at følge med). Min oplevelse er, at det samme gælder på alle niveauer i en virksomhed.

De ser ikke det logistiske og praktiske cirkus, som de fleste pendler-familier har.  Og min erfaring er, at man ikke skal prøve at forklare det. Find i stedet dem, der har den samme referenceramme, det vil sige familier, der har prøvet det selv, og brug den gruppe til at udveksle erfaringer.

Dem, der ikke selv har prøvet det, vil jo altid kunne sige; ”I har jo selv valgt det”. Og det har de jo et eller andet sted ret i.

6. Savn

Noget af det, I ikke undgår, hvis I vælger livet som pendler-familie, er savnet.

Savnet hjemme over den, der ikke er der, og savnet af hverdagen for den, der er ude. 

Er tidspunktet i familien rigtigt, kan savnet være med til at binde familien endnu tættere sammen. Er tidspunktet ikke det rigtige, skal man nok ikke vælge livet som pendler-familie.

Men der er ingen tvivl om, at fremtiden vil give flere og flere pendler-familier. Og for at det skal blive en succes, må man ikke se på det som en enkelt person, der for en tid bor i et fremmed land, men som det det er:  En familie, der for en tid skifter struktur.

Helena Bollesen, interkulturel konsulent og træner, landespecialist på Rusland, C3 Consulting

Har du eller I en udstationering på trapperne?

• Læs om vores skræddersyede kulturtræningsforløb for individuelle medarbejdere / familier
• Kontakt os for en snak om, hvordan vi kan forberede dig eller jer bedst muligt – lige meget hvilken type udstationering, du / I vælger
• Følg os på LinkedIn – og få masser af inspiration om global kultur, kommunikation og samarbejde