Fra bog til burnout — og videre derfra. Det sidste kapitel i C3’s 20-årige rejse.
Over de seneste par måneder har jeg reflekteret over de nu 20 år, C3 har eksisteret, og det har været interessant at gå den ikke-helt-så-lige vej igennem igen. Vi er nået til 4. og sidste del af historien — og wow, hvilken rutsjebanetur årene fra 2019 og frem til nu har været 
Hvis du endnu ikke har læst del 1, 2 eller 3, kan du hurtigt indhente det her.
Del 4
“Hey, jeg har en god idé! Hvorfor skriver du ikke en bog?”
… “Nej, nej, nej,” var mit svar, “Det kommer IKKE til at ske.”
“Annette — du burde få alle dine idéer ned på papir!”
NEEEJ… jeg skriver IKKE en bog.
Tilsyneladende havde jeg glemt, at hjernen er virkelig dårlig til at lytte til ordet IKKE. I april 2018, mens jeg ventede på mit fly i Manila, så jeg pludselig hele bogens struktur klart for mig. JO — vi skriver en bog.
Så ramte virkeligheden. Hvordan skulle jeg finde tid til selve skrivearbejdet? Vi endte med at kopiere den metode, vi brugte til at skrive vores blogindlæg: Jeg blev interviewet om de kulturelle modeller, indsigter, teknikker og meget mere — og den fantastiske Fiona skrev det hele ned. Den tilgang fungerede fantastisk, og alle interviewene var en fornøjelse. Men wow… at få alle detaljerne på plads var… ja, smertefuldt. Jeg var heldig at have kolleger, som var langt mere detaljeorienterede end mig, og med en fælles indsats blev C3-bogen udgivet i november 2019. I dag er jeg stadig utrolig stolt af bogen (ja, og lidt forudindtaget), og den bliver ved med at sælge
.
Normalt bruges de første måneder af et C3-år på at læse nyt materiale og lægge planer for året, men ikke i 2020. Første kvartal var fyldt med træninger leveret over hele verden… jubii og så ups… Den 11. marts gik Danmarks statsminister Mette på TV og lukkede landet ned på grund af COVID-19 ved det første af mange pressemøder. Chok!
På et øjeblik var vores kalendere tomme. Ingen kulturelle træninger at levere. Nogen steder.
Da det første chok havde lagt sig, trak vi vejret dybt og indså, at vi allerede havde forberedt os på at arbejde online og levere virtuelle faciliteringer på højt niveau. Indtil da havde det bare været svært at sælge til virksomheder, fordi de tvivlede på, at det kunne fungere.
Der var selvfølgelig meget at lære, men vores C3-facilitatorteam delte, hvad der virkede, og hvad der ikke gjorde — samt hvilke onlineværktøjer der fungerede bedst — og snart begyndte vores kalendere at blive fyldt igen. Katastrofen var afværget
.
Da vi nu arbejdede hjemmefra og online, kunne jeg arbejde døgnet rundt! Smart, ikke?!
03:30–05:30 — Global mindset workshop for Siemens Shanghai
09:00–12:00 — Global teamtræning for Danfoss
14:00–16:00 — Nilfisk Global Sales Leadership Team
17:00–18:00 — 1:1 ledelses-coaching med kulturelt fokus
Bare gør det
.
Jeg indså noget, jeg aldrig havde bemærket før — hvor meget det at lande i rummet før en kulturel træning satte mig op til succes. Du ved — at ankomme tidligt, falde til, optimere læringsrummet, hilse på folk med et smil, lidt smalltalk og en velkomst
.
I en onlinekontekst sad jeg alene i Teams-læringsrummet indtil få sekunder før starten på en vigtig facilitering — i panik
. Hvor er folk?!!! … og så, lige i tide, lyden fra lobbyen. Pyha… de er her
. Jeg tilpassede mig, fordi jeg var nødt til det, men intet slår energien fra rigtige mennesker i et rigtigt rum.
Vi er nu i januar 2022. Min mand Simon og jeg var flyttet ind i vores smukt renoverede hus, som vi havde brugt weekender og ferier på at istandsætte i tre år; C3-kalenderen var stadig fuld, og C3’s vej — ja, endnu engang ville du finde mig i overhalingsbanen, kørende for stærkt og ærligt talt ikke helt i kontrol. Jeg var udmattet igen og vidste ikke, hvilken retning jeg skulle tage, eller hvilken afkørsel jeg skulle vælge, så jeg fortsatte bare uændret.
Hvad jeg ikke vidste var, at den perfekte storm var ved at bygge sig op. I løbet af det næste halve år skete der alt for mange svære ting i min nærmeste familie. Og boom. Crash and burn. Jeg kollapsede fuldstændigt. Det var i juni 2022, og C3’s vej ændrede sig dramatisk.
I maj sidste år delte jeg min svære tid i et ærligt LinkedIn-opslag. Kort fortalt: Jeg gennemgik en voldsom spiral af alvorlige stressnedbrud, og efter lang tid blev jeg diagnosticeret med ADHD, PTSD og senest atypisk autisme — og pludselig faldt alle brikkerne i mit livs puslespil på plads.
Det er nu februar 2026. 20 år er gået, og C3 står stadig — selv efter en hvirvelvind af en rejse. Jeg har skiftet til et mere bæredygtigt tempo, hvor jeg kører sikkert i inderbanen — holder pauser og nyder udsigten undervejs. Som en god ven af mig siger: “Nu er du en ‘rigtig’ direktør,” hvilket betyder, at jeg starter min dag senere, prioriterer og delegerer
. Jeg arbejder nu på deltid fra mit skønne hjemmekontor og nyder samarbejdet med både min søn Jonathan og min mand Simon. Jeg står for salg, hjælper med at designe C3’s faciliteringer og laver min elskede 1:1 executive coaching. Mit job matcher endelig mit energiniveau — og jeg bærer stadig passionen og drivkraften for at gøre en forskel
.
Det C3-trænerteam, vi har opbygget gennem årene, har vist sig at være endnu mere værdifuldt, end jeg havde forestillet mig — de leverer fortsat fantastiske kulturelle træninger hver uge for vores C3-kunder.
Hvis du er C3-træner eller C3-kunde, kan jeg ikke takke dig nok for at være en del af dette eventyr
. Og hvis du har fulgt denne C3-rejse sammen med mig som læser, skal du også have min oprigtige tak
.
Her er min sidste Læring: Prioritering Is Queen |  |
