NYT - DECEMBER 2021

Forside - Nyheder og viden - Mød vores nye kollega Tut Ma

Velkommen til vores nye interkulturelle skribent og ansvarlige for virtuelle læringsforløb, Tut Ma!

Vi er super glade for at kunne byde velkommen til vores nye kollega Tut Ma, der starter hos C3 pr. 1. december 2021.

Tut er ansat i en helt ny stilling, hvor hun skal stå for drift og udvikling af virtuelle læringsforløb, skrive blogindlæg om interkulturelle emner og videreudvikle C3's virksomhedsside på LinkedIn.

I vores mini-interview herunder med hhv. Tut Ma og CEO og cheftræner i C3, Annette Dahl, kan du læse mere om vores nye kollega og om baggrunden for den nye stilling.

Tre spørgsmål til Tut Ma, vores nye, interkulturelle skribent og ansvarlige for virtuelle læringsforløb

1) Hvad er din baggrund for at arbejde på det interkulturelle felt?

Jeg kom til Danmark med min kinesiske familie og er kørestolsbruger som følge af polio.

Livet har lært mig, at selv om vi alle er forskellige, kan alle blive en del af et fællesskab, når vi husker at være nysgerrige på forskelle og ligheder mellem os – og ikke på rigtigt og forkert.

Som en del af min bacheloruddannelse har jeg studeret sinologi, hvor jeg også var på studieophold i Jinan, hovedbyen i Shandong-provinsen. Min tid i Kina var enormt lærerig. I mødet med den kinesiske befolkning i al sin mangfoldighed var det en kæmpe fordel, at jeg inden da havde lært om kinesisk sprog (mandarin) og kultur.

Nogle gange bliver jeg spurgt, hvor jeg kommer fra. Her kan jeg godt finde på at svare: ’Fra Fyn’ (Danmarks tredje største ø), selv om jeg ved, at spørgsmålet handler om mit ophavsland. Humor, interesse i at forstå andre og tværkulturel indsigt bringer mennesker sammen. 

2) Kan du sætte et par ord på din passion for sprog og kommunikation?

Sprogbrug, ordvalg og målgruppe har stor betydning for, hvordan et budskab bliver opfattet. Nuancerne gør en vigtig forskel, og det er lige præcis den forskel, som gør arbejdet med sprog og kommunikation interessant for mig.

I mit barndomshjem blev der talt kantonesisk (en kinesisk dialektgruppe) og lidt vietnamesisk, og min flersprogede baggrund spiller helt klart en stor rolle for min interesse i andre sprog.

Jeg har altid holdt meget af at læse og skrive og at lære fremmedsprog. Som barn var jeg ofte at finde på biblioteket eller på mit værelse, hvor jeg med stor fornøjelse lærte nye ord og skrev fristile.

Passionen for at skrive og kommunikere med andre har jeg stadig.

Den bruger jeg blandt andet på min personlige profil på LinkedIn, hvor jeg netværker og laver opslag om mine erfaringer med kommunikation og ledelse, da jeg som kørestolsbruger har et lille team af personlige hjælpere.

Jeg er meget bevidst om, at andre skal have noget ud af det, jeg skriver på LinkedIn – både når jeg laver opslag fra min personlige profil, og når jeg som nu skal skrive opslag fra C3’s virksomhedsside.

3) Hvad motiverer dig i arbejdet med virtuelle læringsplatforme?

Som ansvarlig for C3’s virtuelle læringsplatforme kommer min viden om brugervenlige IT-systemer fra min kandidat i informationsvidenskab og min erfaring fra tidligere jobs som projektleder i en webafdeling og IT-supporter i spil.

Det motiverer mig at vide, at jeg kan understøtte læring og videndeling mellem deltagerne i C3’s virtuelle læringsforløb gennem et brugervenligt design. Mit fokus vil være, at det fortsat skal være intuitivt at interagere med og navigere rundt på C3’s virtuelle læringsplatforme.

Jeg glæder mig enormt til at være en del af C3 Consulting. Der er ca. 40.000 km rundt om jorden, hvor interkulturel indsigt og læring binder os sammen på tværs af alverdens kulturer og landegrænser.

Tre spørgsmål til Annette Dahl, CEO og cheftræner i C3 Consulting

1) Hvorfor har C3 valgt at fokusere endnu mere på udviklingen af virtuelle læringsforløb?

Vi oplever en klart stigende efterspørgsel på virtuelle, interkulturelle læringsforløb.

Derfor er det vigtig for os med ansættelsen af Tut at få en specialist, der både kan stå for drift af vores virtuelle læringsplatforme og være tovholder på udviklingen af nye læringskoncepter.

Det sidste halvandet år er mange trænings- og udviklingsaktiviteter, der tidligere har foregået face-to-face, blevet afholdt virtuelt. Ofte mere af nød end af lyst.

For os i C3 er virtuelle læringsforløb dog langt fra en ny ting.

Vi udviklede vores første 100% virtuelle læringskoncept GLOBAL STEPS tilbage i 2015. Siden da har hundredvis af ledere og medarbejdere fra virksomheder som Danfoss, Grundfos og BEUMER Group brugt forløbet til at styrke deres globale forretningskompetencer. 

GLOBAL STEPS er en 6-ugers faciliteret læringsrejse, hvor deltagerne undervejs arbejder med 3 konkrete udfordringer – og for hver udfordring bliver mere effektive i deres kommunikation og samarbejde med globale forretningspartnere.

Forløbet indeholder både synkrone læringselementer i form af webinarer og Q&A-sessions og asynkrone læringselementer i form af videoer og andre online-ressourcer. 

Vi oplever helt klart, at læringsforløb, der som GLOBAL STEPS er født virtuelle, skaber langt bedre resultater end bare at omlægge face-to-face-forløb til det virtuelle rum.

Og nu har vi flere nye læringskoncepter i støbeskeen – både rent virtuelle forløb og blended-learning-forløb, hvor vi kombinerer online-aktiviteter med face-to-face-træning.

Det seneste skud på stammen er et Train-the-trainer Programme – med en gruppe ledere fra Nilfisk som de første C3-certificerede Global Mindset Trainers. Forløbet er så nyt, at du ikke kan læse om det på vores hjemmeside endnu. Men kontakt os endelig, hvis du vil høre mere!

2) Hvorfor driver C3 en blog om interkulturelle emner?

Vores vision er at opbygge en online vidensbank fyldt med inspiration og praktiske redskaber til folk, der arbejder og lever på tværs af kulturer.

Gennem de sidste 10 år har vi udgivet blogindlæg med fx:

  • Tips og råd om, hvordan du bedst kommunikerer, forhandler og leder globalt
  • Inspiration til, hvordan du får mest muligt ud af en international udstationering
  • Svar på typiske spørgsmål om, hvordan du samarbejder bedst med kolleger og forretningspartnere fra specifikke lande og kulturer

Mange af vores læsere arbejder i virksomheder, der har hovedkvarter i Danmark, men opererer globalt. Derfor har en del af vores blogindlæg en dansk-global vinkel, og de fleste af dem findes i både dansk og engelsk version.

Med ansættelsen af Tut kan vores læsere glæde sig til endnu flere skarpe og tankevækkende blogindlæg – mange af dem skrevet i samarbejde med vores store netværk af interkulturelle trænere, der er specialister på lande og kulturer verden over.

Vil du vil have besked, så snart vi udgiver et nyt blogindlæg? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

3) Hvad er tanken bag C3's virksomhedsside på LinkedIn?

Vores mål med C3's LinkedIn-virksomhedsside er at inspirere den støt voksende skare af globale ledere, teamledere, projektledere, HR-medarbejdere, global mobility managers, expats, coaches, trænere, organisationsudviklere og interkulturalister, der følger siden.

Og nu, hvor der med Tut kommer nye kræfter til, vil vi skrue op for inspirationen!

Udover at dele C3's egne kulturelle råd og redskaber har vi flere nye serier på tegnebrættet.

Fx vil vi hver måned anbefale en bog, der kan give nye perspektiver på tværkulturel kommunikation og samarbejde.

Vi vil også researche på og dele nyt om, hvad der rører sig på det bredere interkulturelle felt:

  • Hvad kan vi lære af globale firstmover-virksomheder?
  • Hvad er de nyeste tendenser på DEI-området (Diversity, Equity & Inclusion)?
  • Hvad siger forskningen – og hvordan kan de nye forskningsresultater omsættes til konkrete redskaber for folk, der har tværkulturelt samarbejde som en del af hverdagen?

Vi glæder os!

Du kan selv følge C3's LinkedIn virksomhedsside her.

Close X

Sign up for our newsletter

Want inspiration on how to work effectively across cultures? Then sign up for our newsletter to get expert advice, easy-to-use tools, and updates on C3 delivered straight to your inbox.

By signing up, you'll also get a free chapter from our book 'Global Perspectives: A Practical Guide to Navigating Across Cultures'.

Køb vores bog

Global Perspectives: A Practical Guide to Navigating Across Cultures

 "My copy of this book will be placed close to me on my office shelf – next to only a handful of other truly inspiring books I have read."
 -  Mette Bjerrekær, Group Vice President, GRUNDFOS

Køb hos WilliamDam.dk  Køb hos SAXO  Køb hos iMusic*

*) Anbefalet hvis du bor uden for Danmark.

Er du interesseret i at købe et større parti bøger eller vil du vide mere om bogen? Så klik her.

Nyhedsbrev